Hvis du har plads i dit værksted, skulle du købe dig en bordrundsav. For selv om du har både kap/geringssav og håndrundsav, så kan bordrundsaven gøre meget af arbejdet lettere og løse opgaver i en fart.

Står saven først i dit værksted, er det oplagt at lade fukssvansen hænge og i en fart save brættet over på bordrundsaven. Den kan oven i købet klare mange af kap/geringssavens opgaver og skære langt større ting i smig. Så selv om bordrundsaven ret beset blot er håndrundsaven, der er vendt på hovedet og sat fast i en kasse, er den meget mere end sin håndholdte fætter. Til gengæld stiller de mange funktioner store krav til savens komponenter.

De skal være solide og præcise, og de mange indstillingsmuligheder skal være nemme at have med at gøre og lette at aflæse. Ellers forsvinder ideen. Selve stellet, der bærer saven, skal være solidt.

Og det er nødt til at have ben, der skræver. Enten ud til alle fire verdenshjørner eller blot fremad og bagud. Ben, der er helt lodrette, eller som skræver ud til siden, giver ikke saven den stabilitet, der er brug for, når du vil skubbe en stor plade igennem. Her er risikoen for, at et ustabilt bord vælter, stor.

Enkelte save falder igennem med hensyn til soliditeten, mens andre sjusker lidt med præcisionen og indstillingerne, der bliver svære at aflæse og bøvlede at indstille. Men generelt klarer de testede bordrundsave sig ganske fint, og der er save i prisklasen 1199 kroner og helt op til det tredobbelte.