Læg din egen indkørsel
Det er ikke svært at anlægge en indkørsel, så længe du har styr på principperne for, hvordan underlaget til indkørslens belægning skal være. Du kan sagtens lægge en indkørsel på en weekend, og resultatet vil være rigtigt pænt. Men hvis ikke forarbejder er gjort ordentligt, vil din indkørsel snart blive ujævn og grim at se på.
Indkørslen skal holde i mange år
Hvis du vælger solide betonsten til en terrasse eller en havesti og sikrer den på kanterne med lidt beton, får du en rigtig stærk belægning, der kan holde i mange år.
Men en indkørsel kræver lidt ekstra arbejde, hvis du ønsker, at den skal holde i mange år. For biler er tunge, og dæk, der drejer og bremser, er en ekstra belastning, der øger risikoen for, at belægningen skrider ud til siden.
Kantsikring af indkørsel
Du kan undgå, at belægningen i din indkørsel skrider, hvis du bygger en ordentlig kantsikring.
Kantsikring af indkørslen er helt afgørende for, om din indkørsel får en stærk og ensartet flade af fliser, der ikke skrider. Når kantsikringen er i orden, har du en indkørsel, som ikke giver dig problemer med fordybninger o.l., og som holder i minimum 20 år. Så en ordentlig kantsikring af din indkørsel er altså en rigtig god investering.
Læs mere om kantsikring af indkørsel her: Kantsikring indkørsel
Indkørslen kræver grundig forberedelse
Det betaler sig i det hele taget at gribe forarbejdet til indkørslen an med stor grundighed – og vælge sten, der kan tåle trafikken i en indkørsel.
Store fliser er tilbøjelige til at vippe og risikerer at knække. Sats derfor på mindre og tykke sten til indkørslens belægning: Stenene bør være mindst 6 cm tykke til indkørsler med almindelig, let trafik.
Indkørslens bund
Det virker måske noget besværligt at bygge indkørslens belægning op af flere forskellige lag grus. Men det er en dårlig idé at gå på kompromis. Først når bunden er i orden, får indkørslen den nødvendige styrke.
Allernederst kan du med fordel lægge et stykke geotekstil ud på den faste råjord, du har gravet ned til. Herpå lægger du 15-30 cm bundsikringsgrus, der stampes godt med en pladevibrator.
Dernæst skal indkørslen have et bærelag af stabilgrus, der også skal vibreres grundigt. Så slutter du af med et lag læggegrus, som du endelig kan lægge indkørslens fliser på.
Ovenpå hele indkørslen lægges tørt fugesand ud, hvorpå du igen vibrerer hele indkørslens underlag.
Grøn indkørsel
Synes du, at en grå indkørsel med fliser som belægning er lidt trist at se på, kan du lægge en grøn indkørsel med græsarmering som belægning.
En indkørsel, der er lagt med græsarmering, har den fordel, at den er god til at lede store regnskyl væk, da vandet bare trænger nede i jorden under indkørslen. Samtidig slipper du for at fjerne ukrudt mellem fliserne - det er nemlig meningen, at det skal være der.
Læs mere om græsarmering
LÆS OGSÅ: Grøn og stærk indkørsel med græsarmering